onsdag den 23. juni 2010

Kantstikning - også en slags håndarbejde

Desværre har jeg fået blogget et haveemne i min HYGGEKROG. Men da det mest drejer sig om "håndarbejde" i haven - lader jeg den blive her.
New Dawn slyngrose - første 2 blomster
Det er første gang jeg har fået en New Dawn rose til at blomstre. Og så er det slet ikke som jeg havde forestillet mig. Den skulle jo være mere fyldt og mere rosa - mon der findes flere af slagsen?

En køn sten kan altid slæbes hjem


Min omfordeling af planter i "skovbrynet" ser ud til at fungere. De hvide Annabel hortensier er indtil videre de højeste i bedet. Sidste år stod de helt foran og var blevet meget højere end forventet. Der er stiv lerjord deroppe, men alle planter har fået godt med spagnum omkring sig. Jeg tror næsten at planterne i den stive jord står som om de var i underjordiske krukker. Leret holder sammen med spagnum godt fat i fugtigheden. I forvejen er der halvskygge på grund af de store træer bagved.

Mange meter græsplæne er kantstukket
Jeg kantstikker med min spade. Det tager ikke ret lang tid, når jorden er tilpas tør/fugtig. Bagefter er der så nogle timer på knæ med at samle græstotter og ukrudt op. Det er kravlende arbejde, med frihed til at tænke på mange ting. Jeg tager det som en slags meditation.
Krydderurtebedet

Super græsplæne i betragtning af at den ikke havde det spor godt efter den lange vinter. Vi fik vertikuleret med en nyanskaffet maskine for et par måneder siden. Det tog flere dage og gav tonsvis af mos. Derefter strøede jeg en topdressing af spagnum og sand på de dårligste steder. Enkelte steder var det nødvendigt at efterså græs. Plænen har fået gødning 2 gange og jeg regner med at den skal have gødning 2 gange mere, så vi undgår alt for meget mos. Der er ikke skyggen af mos nogen steder i øjeblikket og alt det nysåede græs er kommet fint, så plænen er ensartet tæt nu.

I aften er det Sct. Hans - og hækken er ikke klippet
Det generer os nu ikke videre, for den er ikke så langhåret som den plejer at være på denne tid - og vi venter gerne til der ikke er fugleunger i rederne.
Sådan så plænen ud midt i april

Bålbedet er fuldt beplantet nu - så jeg venter på at jorden snart er helt dækket med blomster.












Ingen kommentarer: